Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Det er rigtig vigtigt for os med et nært forældresamarbejde - for Børnehuset Badutski er ikke kun jeres barns hus, men også jeres hus, som I bliver en vigtig del af. Som forældre i Børnehuset Badutski er I altid velkomne til at være med på stuen og deltage i dagens aktiviteter, hvis I har lyst til at opleve, hvad jeres barn laver i løbet af en dag hos os.

Derudover er I altid velkomne til at henvende jer til det pædagogiske personale eller vores pædagogiske leder, hvis I har en god idé, en bekymring eller et spørgsmål til vores pædagogik - intet er for stort eller småt. Vi prioriterer forældredialogen højt, fordi vi ved, at jeres barn har det allerbedst, når vi samarbejder om det.

Den daglige dialog

I hverdagen, når I afleverer, tager vi os tid til at tale med jer, og vi vil meget gerne høre fra jer, hvis der er noget, som påvirker jeres barns humør eller dagsform, så vi kan være særligt opmærksomme. Når I henter fortæller vi jer også gerne om, hvordan dagen har været.

Når der er praktiske informationer, sender vi dem gennem vores forældreintra, Aula. Det er også her, vi ugentligt lægger billeder og opdateringer op, så I kan følge med i, hvad vi går og laver her i Børnehuset Badutski. I får også et månedligt nyhedsbrev om, hvad der rører sig i hele institutionen, og hvilket tema vi arbejder med i den kommende tid.

Forældresamtaler

Den daglige dialog er vigtig, men vi prioriterer også, at vi nogle gange sætter os ned og taler om, hvordan det går med jeres barn. Derfor inviterer vi jer hvert år til en trivselssamtale, hvor vi taler om, hvordan jeres barn har det og udvikler sig. Til den sidste trivselssamtale, det år jeres barn fylder fem år, taler vi desuden om, hvordan vi sammen kan klæde jeres barn på til at starte i skole det kommende år.

Vi holder også samtaler, når jeres barn skal starte hos os, og efter tre måneder tager vi en snak om, hvordan opstarten er gået. Når jeres barn skal skifte fra vuggestue til børnehave inviterer vi jer til en snak om, hvordan overgangen kommer til at foregå. Og så tager vi os selvfølgelig altid tid til at holde en samtale, hvis enten I eller vi oplever, at der er noget, som vi skal tale om, så jeres barn trives bedst muligt her i Børnehuset Badutski.

Forældremøder

Vi holder to forældremøder om året: et om foråret og et om efteråret.

Ved forårets forældremøde fortæller personalet på jeres barns stue om, hvilke ting de arbejder med sammen med børnene, og hvad der rører sig i børnegruppen. Ved forældremødet i efteråret gennemgår vi vores årlige tilsyn og taler om pædagogikken i hele institutionen.

Forældreråd

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger aktiviteterne og hverdagen her i Børnehuset Badutski. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. Valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Forældrerådet holder møder fire gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Læs mere om forældreindflydelse her.