Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole

Det er vigtigt for os at skabe trygge overgange for børnene, når de skal videre først til børnehave og derefter til fritidsordning og skole. Derfor har vi nogle faste rutiner for, hvordan vi klæder barnet bedst på til overgangene og gør det trygt og spændende.

Fra vuggestue til børnehave

Når børnene skal starte i børnehave, starter de selvfølgelig på en stue i det samme hus, som de allerede går i.

En måneds tid før jeres barn skifter fra vuggestue til børnehave, begynder vi at gå på besøg henne på den nye børnehavestue. I starten er det måske korte besøg, selvfølgelig med en kendt voksen fra vuggestuen, og med tiden kan jeres barn også begynde at spise med eller være med i aktiviteterne.

På den måde lærer barnet lige så stille de nye omgivelser og ansigter at kende, så det føles trygt, den dag det er tid til at skifte.

Fra børnehave til skole

Året inden vi skal vinke farvel til de ældste af vores børn og sende dem videre i skole, samler vi dem i en størstebørnsgruppe på tværs af begge vores huse. Størstebørnsgruppen samles en fast dag om ugen, hvor vi klæder børnene på til den kommende skolestart.

Tiden op til skolestart handler ikke om at give børnene skolefaglige færdigheder, men om at lære dem at indgå i nye fællesskaber, begå sig i trafikken og kunne modtage en fælles besked. Derfor tager vi ofte på ture rundt i byen, for eksempel på museum eller ud for at besøge en fritidsordning og se, hvad det er for et sted. Vi tager også rundt og ser alle de skoler, som børnene i størstebørnsgruppen skal gå på.

Derudover har vi et godt samarbejde med Oehlenschlægersgade Skole, hvor mange af børnene i Børnehuset Badutski typisk starter. Det går ud på, at vi leger lege, synger sange og lærer rim og remser, som de også bruger i 0. klasse på skolen. På den måde oplever børnene genkendelighed i skolen, og det vil føles mere trygt for dem at deltage i eksempelvis legene, når de allerede kender dem.